Forside   /   Dokumenter

ISCAR 40 år i Danmark

I dag er israelske ISCAR Ltd., med hovedsæde i Tefen og en del af IMC-gruppen, klart nummer to i verden blandt producenterne af skærende værktøjer. ISCAR vurderes i dag også at være nummer to som selvstændig producent. Det havde de færreste nok spået i 1968, da det daværende Kurt Jørgensen Værktøj A/S i Nykøbing F., fra start med daværende underdirektør Søren Løftgaard i spidsen, indledte samarbejdet med den israelske værktøjsproducent. 

Programmet omfattede dengang blot cirka 200 varenumre, primært inden for ISO-vendeskær. Opstarten medførte lidt turbulens, da Nykøbing-firmaet var med i et importsamarbejde, Uni-Tools. Her var der ikke interesse for at dele agenturet, så Søren Løftgaard besluttede derfor, at forlade indkøbsforeningen, og i stedet indledtes så en landsdækkende indsats for de israelske produkter. ”Vi har i de 40 år været med hele vejen, fra de første ISO-vendeskær til i dag, hvor ISCAR sortiment omfatter mere end 25.000 varenumre. Og hvor Iscar har udviklet sig fra en israelsk værktøjsfabrik til en absolut top-producent inden for hårdmetalskær worldwide,” konstaterer Søren Løftgaard, der i dag står i spidsen for KJ Værktøj, som han netop for 25 år siden var med til at stifte, da han sammen med ti andre kolleger overtog Handelsafdelingen i Kurt Jørgensen Værktøj. En anden, som også har været med i alle 40 år er indkøbschef Finn Lyngsøe. 

 

AFSTIK I TOP

”Historien om ISCAR's succes tager for alvor fat i 1976, da firmaet introducerer Self-Grip programmet til afstikning. Det betød også, at Iscars betydning for vores forretning blev markant øget,” fortæller Søren Løftgaard. KJ Værktøj har blandt andet etableret et landsdækkende salgsnetværk af konsulenter og regionale butikker, og har over de seneste ti år skabt en effektiv distribution til danske industrivirksomheder fra et centrallager i Odense. ”Samarbejdet mellem os og israelerne er helt unikt. Vi er stolte over, at have ISCAR som leverandør, og over det, samarbejdet har frembragt”, siger Søren Løftgaard. ”Vi er i dag nummer to i Danmark, som ISCAR også er det på globalt plan. Hvis man ser på de sidste 25 år, så er det også en periode præget af et fantastisk skifte i markedet. Med CNC-maskinernes indtog i de danske virksomheder fra 1980´erne steg også opmærksomheden omkring værktøj med platter. Samtidig har ISCAR's produktprogram igennem årene udviklet sig eksplosivt til at være et af de største indenfor hårdmetalbranchen”, siger Søren Løftgaard.

FRÆSNING VOKSER

Self-Grip-programmet blev i 1986 suppleret med Cut-Grip, hvor af- og indstikning blev mere multifunktionelt i drejebænken. ”Fra 1976 til 1986 voksede interessen for ISCAR's stik så stærkt, at behovet for at dække hele værktøjssiden blev større og større. I slutningen af 1980´erne udvidede israelerne markant. Det betød blandt andet introduktionen af Helimill, der virkeligt ændrede resultaterne af fræsning hos mange virksomheder her i Danmark,” opsummerer Søren Løftgaard. Konkurrencen på skærende værktøjer har altid været hårfin mellem de største udbydere. Sjældent får et teknologiskift lov at stå alene. 

ISCAR er blevet producenten, som de andre holder et vågent øje med, og i takt med produktudviklingen er israelerne i dag en af verdens mest kopierede producenter. ”Som totalleverandør er det markedets efterspørgsel, der er med til at forme ens grænser. Vi oplever, at vi gang på gang har stået med noget unikt som First-Mover, og dermed flyttet grænser indenfor bearbejdning. Danmark har igennem årene fungeret som testland i forbindelse med nye produkter og marketinginitiativer. Det er både mere interessant og spændende, end at gå i andres fodspor,” siger Søren Løftgaard.

Tidligere direktør Søren Løftgaard foran et lille udvalg af ISCAR værktøjer.

KRAV TIL ALLE

En udvikling, som senest blev markeret på Emo 2007 i Hannover, hvor de nye Sumo-Tec kvaliteter var samlingspunktet på israelernes stand. ”Her viste ISCAR endnu engang deres anderledes og nytænkende
tilgang til markedsføring,” siger Søren Løftgaard, og fortsætter: ”Hvert halve år står vi med så mange udviklinger og lanceringer, at vi hele tiden skal udvikle os og informere stadig bredere. Det er naturligvis
en udfordring. Det er bare også mere spændende, end hvis udfordringerne kun kommer sjældent.” Over de 40 år har det stillet krav til både ham selv og alle medarbejdere omkring produkterne. Ikke mindst i dag, hvor kommunikationen er her-og-nu, konkurrencen knivskarp, og tempoet samtidig højt i industrien både herhjemme og globalt. 

SOLIDT GREB

”Vi har altid haft et solidt greb omkring informationen. ISCAR har løbende orienteret os om, hvad der er på vej, så vi har kunnet forberede os, og rådgive vore kunder optimalt. 

Samtidig har der blandt vores medarbejdere været en god evne til at vokse med produkterne. Efter 40 års erfaring med ISCAR har KJ's konsultenter i dag en solid erfaring indenfor spåntagning”, siger Søren Løftgaard. 

Når den israelske producent i april kan markere sin danske tilstedeværelse i Danmark, bliver det stille og roligt internt i firmaet. I maj måned er der imidlertid lagt an til fest, hvor både 50, 40 og 25 års-jubilæer markeres behørigt. 

Ejerskabet af IMC-gruppen blev forrige år ændret, da i dag verdens rigeste, Warren Buffet, gennem sit kapitalselskab, Berkshire Hathaway Inc., købte 80 procent af IMC af ISCAR-stifteren Stef Wertheimers familie. De resterende 20 procent er stadig på Wertheimfamiliens hænder.

ISCAR's hovedsæde i Tefen.

 



 Til top