Forside   /   Nyheder
BJ-Gear gearer sig med fleksible robotter

BJ-Gear gearer sig med fleksible robotter


Den danske vækstvirksomhed BJ-Gear A/S har automatiseret maling af gear med en fleksibel robotarm fra Universal Robots. Selv med stykserier på blot fem emner, kan det betale sig...

Løsningen er leveret af KJV A/S.



 

For fem år siden have BJ-Gear A/S slet ingen robotter i sin årlige produktion af 25.000 high-end gear i tusindvis af varianter. Der fandtes simpelthen ingen robotter, der var fleksible og billige nok.

Men nu betjener fire moderne letvægts-robotarme fra Universal Robots forskellige maskiner hos BJ-Gear. En af robotterne arbejder i en malekabine, hvor den med en sprøjtepistol maler færdigmonterede gear.


Det er ensformigt at stå dagen lang og sprøjtemale gear. Derfor synes jeg, det er en ren befrielse, at vi har fået UR5-robotten til at klare de fleste maleopgaver, siger gearmontør Frits Egelund Jensen.

Hvis der er minimum fem gear af samme størrelse i kø til maling, får robotten opgaven.



Høj kvalitet og hurtig levering

Automationen af malearbejdet har skabt en mere ensartet høj kvalitet, fordi robotten maler alle emner lige grundigt og præcist. Vi kunne godt have valgt en decideret malerobot til at automatisere vores maleopgaver. Men den ville have kostet os mindst det dobbelte alene i indkøb.
En UR-robot er både let at installere og programmere, og det er en kæmpe fordel, at den må køre uden afskærmning, for det betyder, at der fortsat er plads til også at løse specialopgaver og male særlige gear manuelt i samme malekabine, forklarer Plant Manager Bjørn Sommer.



Nyt liv til ældre maskiner

Med sine fire UR-robotter formår BJ-Gear nu at producere mere og hurtigere med det samme antal medarbejdere. Sammenlagt har investeringen kostet under 100.000 euro, og robotterne har i gennemsnit tjent sig hjem på under et år.

Robotterne er leveret af automationsspecialist Henrik Christensen fra KJV A/S.
 

- Den eneste måde, vi kan styrke konkurrenceevnen og bevare produktion her i Europa er at producere mere og hurtigere for de samme penge. For mens maskiner, værktøj, materialer og strøm koster stort set det samme i hele verden, så er der jo store lønforskelle. UR-robotterne har åbnet muligheden for, at man også kan automatisere opgaver med lille volumen og stor kompleksitet i en produktion med krav om hurtig omstilling.

Prismæssigt er der ingen reelle alternativer til Universal Robots, og da medarbejderne var blevet fortrolige med den første UR-robot, var det ligetil at købe flere af samme slags, konstaterer Bjørn Sommer.


Nye fuldautomatiske multitasking-maskiner koster typisk det tidobbelte af en UR-robot. BJ-Gear har i stedet forlænget levetiden for ældre, men fuldt ud funktionsdygtige maskiner og skabt en automatiseret produktionsceller ved hjælp af UR-robotter. Det drejer sig om CNC-drejebænke, fræsere, vaskemaskine og gratomat.

I BJ-Gear er man således på ganske får år nået langt med at automatisere produktionen. Alligevel har ingen mistet deres job i BJ-Gear på grund af robotterne. Filosofien er, at vi kan skabe større værdi for kunderne ved, at medarbejderne bruger tiden på kvalitetssikring, innovation, miljøhensyn og dokumentation, påpeger Bjørn Sommer, Plant Manager i BJ-Gear A/S.



Fakta om BJ-Gear A/S og UR-robotterne

BJ-Gear producerer en bred vifte af transmissionsløsninger både standard- og specialgear samt tilpassede gear. BJ-Gear er stiftet i 1964 og beskæftiger 80 medarbejdere. Virksomhedenomsætter årligt for cirka 12 millioner euro og har en årlig vækst på 5-10 procent. 60 % af produktionen går direkte til eksport.

  • BJ-Gear har automatiseret sin produktion med tre UR5-robotter og en UR10-robot fra Universal Robots.

  • BJ-Gears fire robotter fra Universal Robots er leveret af automationsspecialist Henrik Christensen fra den danske værktøjsforhandler KJV A/S.

2012-03-27 12:15:00



 Til top