Hedensted-rammer fyldes helt ud
|
Når der i dagene 3. og 4. november kaldes til Spåntagningsdage i Flexteks moderne showroom-faciliteter, vil godt et dusin maskiner køre. Der ventes flere hundrede deltagere til arrangementet, hvor de kan hente inspiration til morgendagens produktion. |
![]() |
I april indtog Flextek sit moderne domicil i Hedensted. Og i den kommende måned vil rammerne for alvor blive prøvet af, når godt et dusin CNC-maskiner er sluttet til og demonstrerer moderne metalbearbejdning.
Faciliteterne danner nemlig rammen om de næste Spåntagningsdage, der hidtil har haft hjemsted hos KJ Værktøj i Odense. Sammen har de to firmaer sammensat et spændende program, hvor man kan kombinere bearbejdningseksemplerne med et par spændende indlæg.
”Vi har klargjort faciliteterne i showroomet, hvor nogle af de seneste maskiner fra Okuma, Star og YCM demonstreres. Samtidig har vi på anden salen indrettet et konferencelokale, hvor vi byder på spændende indlæg,” fortæller direktør Henning Dam, Flextek.
Onsdag gælder det et indlæg ved direktør John Johansen, Center for Industriel Produktion, Aalborg Universitet, der tager udgangspunkt i fem eksempler på hvad der vil være danske fremstillingsvirksomheders muligheder i 2025. Torsdag er det så direktør Frank Christensen, Erowa Scandinavia, som stiller skarpt på fremtidens automatiske produktion.
”Tre uger før arrangementet har vi godt 170 registrerede deltager, fordelt nogenlunde ligeligt over de to dage. Vi har erfaring for, at tilmeldingerne tager til i den sidste uge, så vi håber at runde 300 samlet,” fortæller direktør Henrik Løftgaard fra KJ Værktøj (billedet t.v.).
ALLE KAN SE MED
Arrangementet står dermed til at fylde rammerne hos Flextek helt ud, og det glæder både Henning Dam og Henrik Løftgaard.
Samtidig bliver der for alvor trukket nogle kilowatt ud af el-nettet, når op mod ti maskiner tager spån. Det er meningen, at der begge dage løbende vil være adgang til at se løsningerne i funktion. Et YCM-center er dedikeret demonstrationer af skærende værktøj, hvor man blandt andet vil kunne se boring med nogle af de seneste løsninger fra Iscars program.
”Vi kører blandt andet 12 gange diameter med skæremeter, der nok skal få øjnene op,” fortæller Henrik Løftgaard. I lighed med de hidtidige arrangementer vil demonstrationerne blive understøttet af videokameraer, som vises på storskærm live.
Og så vil man naturligvis kunne spørge ind til de forskellige bearbejdningseksempler hos konsulenterne fra såvel KJ som Flextek, der vil være talstærkt repræsenteret.
”På de robot-automatiserede celler vil der også være eksempler på bearbejdning, så man kan danne sig et godt indtryk af mulighederne, selv om robotternes afskærmning tager lidt af udsynet,” fortæller Flexteks tekniske chef Lars Tromborg (billedet t.h.).
Der vil også være mulighed for at besigtige et Matrix-skab fra Iscar, som kan understøttes direkte fra Okuma-styringen, så man kan bestille værktøj så at sige direkte efter maskinens anvisninger.
VISER ALSIDIGHED
Maskinparken til arrangementet er således alsidigt sammensat. Der vil stort set være noget for enhver smag, fastslår Lars Tromborg.
For værktøjsmagerne demonstreres således på Okuma Multus-centret fuld simultan fem-akset bearbejdning med TCPC og Super-Nurbs. Centret kan klare såvel dreje- som fræseopgaver med stor nøjagtighed, påpeger Lars Tromborg videre.
En særlig kraftig bearbejdning sættes løbende i gang på et Okuma MU 500-center, hvor der vil blive fremstillet en stor ambolt i stål. Maskinen er udstyret med højhastigheds-rundbord i en diameter på 500 millimeter og med en emnediameter op til 730 millimeter.
Kraftig bearbejdning er der også på et Okuma MA600HB horisontal-center, hvor der vises avanceret Turn-Cut, hvilket er en drejefunktion, hvor emnet ikke roterer under plandrejning af flange.
I YCM-programmet demonstreres også simultan fem-akset bearbejdning af et halvrundt emne, der køres i aluminium, og fremstiller mindre ambolte, med udgangspunktet i Flexteks logo.
Endeligt er der i Star-programmet Danmarkspremiere på SF42, som ikke bare kan anvendes til langdrejning, men åbner for Multitasking i en diameter op til 42 millimeter. Maskinen vil også være til stede i diameter 25 millimeter-udgave.
Sideløbende med demonstrationer og faglige indlæg vil de besøgende naturligvis også kunne sparre med teknikerne fra Flextek og KJ samt netværke og erfaringsudveksle på tværs. Der er begge dage lagt an til frokost for de tilmeldte, som allerede nu kan reservere pladser gennem de to arrangørers respektive hjemmesider på Internet eller den daglige kontaktperson i virksomhederne.
Artikel fra Teknovation nr. 12/2010, skrevet af John Nyberg – www.teknovation.dk



