Find din KJV Kontakt eller ring 7011 2244

7011 2244
Forside   /   Nyheder

5-akset bearbejdning i døgndrift med automatisk ladning af emne

Stort løft for konkurrenceevnen!

EJV Tooling i Horsens kan nu arbejde i døgndrift med fem-akset bearbejdning og automatisk ladning af emner.

KJV og Edströms Værkstøjsmaskiner står bag løsningen.

 

Af Michael Peis / Uddrag fra Teknovation nr. 15

 

Alt er gået op i en højere enhed for EJV Tooling i Horsens, der i juni fik opstillet en avanceret løsning på fem-akset bearbejdning med automatisk ladning af emner. Med et slag har firmaet, der er en del af AAO Steel Group, fået større kapacitet på spåntagning og styrket mulighederne for at producere højpræcise emner til konkurrencedygtige priser.
 

 

Ladeenheden fra Lang Technik er den første i DK

Løsningen er skabt i et samarbejde mellem KJV A/S, der har leveret den automatiske ladeenhed Eco Compact 20 fra Lang Technik, mens Edströms Værktøjsmaskiner har leveret det fem-aksede Haas CNC-center UMC 750. Ladeenheden er installeret som den første af typen i Danmark.

Ladeenheden fungerer som et magasin, der automatisk og ubemandet i døgndrift lader emner ind og ud af CNC-centret. Om dagen i de bemandede timer fjernes de færdige emner fra magasinet. Nye råemner fyldes i og CNC-centret gøres klar til forsat ubemandet drift den kommende nat.

 

”Tidligere gik vi med et ønske om også at kunne køre ubemandet om natten med vores maskiner. Men mange af vores emner har en kort spåntid og det var svært at arrangere uden automatisk ladning af emner. Det har vi fået nu med en velfungerende løsning, der betyder et stort løft for vores konkurrenceevne,” siger produktionschef hos EJV Tooling, Jesper Kjærby.

 

I jagten på en egnet løsning tog han til Emo 2013-messen for at kigge på CNC-centre, ladeenheder og automatiske opspændingscentre. Efter at have kigget på flere muligheder valgte Jesper Kjær Lang Techniks automatiske lademagasin Eco Compact 20 med 20 stationer og plads til lige så mange emner. På standen hos den tyske producent blev Jesper Kjærby samtidig præsenteret for opspændingssystemet Makro Grib, der bruges sammen med ladeenheden.

 

Makro Grip skruestikke skal kun bruge 3 mm af emnet

Makro Grip skruestikkene er specielle ved, at der øverst langs kanten på kæberne sidder en række små tænder. De passer ind i en tilsvarende række af 0,1 millimeter dybe huller, der præges ind i kanten af emnet, tre mm fra bunden. Dermed passer tænder og huller i kæber og emne sammen som Lego-klodser.

 

Skruestikken skal således kun bruge tre millimeter af kanten af emnet for, at det kan spændes så fast, at det kan holde til et pressetryk på 20 tons fra et skærende værktøj. På den måde er mest muligt af emnet frit, hvilket passer ideelt til fem-akset bearbejdning, hvor et emne skal bearbejdes færdigt i en opspænding.

 

KJV har leveret ladestationen fra Lang Technik til EJV Tooling sammen med 20 Makro Grip-skruestikke med hårde og bløde kæber. Med i pakken er også Makro Grip prægestationen, der på fem sekunder præger hullerne i et emne. Den automatiske ladestation er i øvrigt en standard enhed, der kan flyttes og bruges sammen med maskiner af andre fabrikater. Udover enheden og udstyret til automatisk ladning af emner har KJV også leveret pakken af skærende og holdende værktøjer, der bruges i CNC-centret.


Produktion i gang efter få dage
 

Som teknisk specialist for KJV har Hans Jørgen Piepgräss på tætteste hånd fulgt projektet. Det har kørt lige efter planen med installation og oplæring af medarbejdere i driften. Allerede efter få dage kunne den første produktion sættes gnidningsfrit i gang. Test viser, at alt fungerer fint og med høj præcision, hvilket kan vises frem til interesserede på forespørgsel.

 

”Ved at tage optimeret teknologi ind i produktionen har EJV Tooling styrket sit potentiale betydeligt på spåntagende bearbejdning. Der er brug for visioner omkring automation hos virksomhederne, hvis de skal klare sig over for lavlønsområderne i udlandet. Det er lykkedes på bedste vis her i firmaet,” slutter Hans Jørgen Piepgräss.

2014-11-04 10:50:00



 Til top

Tilmeld